Viborg Kommune har sendt et kogepåbud til forbrugerne hos Låstrup-Nr. Rind Vandværk, da der er fundet bakterier i drikkevandet. Der er kun påvist meget små mængder bakterier, og risikoen for at blive syg, hvis man allerede har drukket af vandet, vurderes som meget lille. Alligevel anbefaler Styrelsen for Patientsikkerhed, at alle i området koger vandet fra nu af.
Drikkevandet kan fortsat anvendes til bad og tøjvask uden yderligere forholdsregler. Til drikkevand, tandbørstning, håndopvask og skylning af rå grøntsager skal man imidlertid anvende kogt og afkølet vand. Vandet skal koges ved 100 grader i ét minut, og hvis man bruger elkedel, skal vandet have to opkog med 2-5 minutters mellemrum.
Kogepåbuddet vil være gældende, indtil nye vandprøver viser, at vandet igen er rent og bakteriefrit. De berørte forbrugere får direkte besked, når det igen er sikkert at drikke vandet uden at koge det først.