Viborg vil bygge nyt botilbud for at give støtte tættere på borgernes netværk og spare millioner

Foto: Viborg kommune.
dato

Viborg Kommune planlægger nyt botilbud med 24 pladser for at sikre støtte tættere på borgernes netværk og reducere behovet for eksterne placeringer.

I dag bor over 100 borgere fra Viborg Kommune på botilbud uden for kommunegrænsen, hvilket årligt medfører udgifter i millionklassen og ofte resulterer i længere afstand til familie og venner. For at imødekomme dette ønsker Viborg Kommune at bygge et nyt botilbud med 24 pladser. Målet er at give flere borgere mulighed for at få den nødvendige støtte tættere på deres eget netværk.

Projektet tog et vigtigt skridt fremad, da et enigt Social- og Sundhedsudvalg på mødet torsdag den 4. juni godkendte planerne. Målgruppen for det kommende botilbud er borgere med betydelig og varigt nedsat fysisk og/eller psykisk funktionsevne. Det svarer til de borgere, der i dag bor på blandt andet Katrinehaven. Planen er desuden, at et mindre antal af de 24 pladser skal anvendes til unge i alderen 16-17 år.

Baggrunden for initiativet er et stigende pres på socialområdet. Flere borgere har behov for støtte, og støttebehovene er blevet mere komplekse, hvilket har betydet, at kommunen i stigende grad har købt pladser på eksterne botilbud. I maj 2026 købte Viborg Kommune 105 pladser til borgere med handicap på eksterne botilbud, mens kommunens egne tilbud gennem flere år har været fuldt belagt.

Det kommende botilbud forventes at koste omkring 90 millioner kroner at etablere og kan efter planen stå klar til brug medio 2030. Besparelsen af udgifter anslås til mellem 12 og 15 millioner kroner årligt, når tilbuddet er fuldt indfaset. I 2030 forventes en halvårseffekt på cirka 6 millioner kroner, og fra 2031 forventes den fulde økonomiske effekt.

Næste skridt er, at sagen behandles i Økonomi- og Erhvervsudvalget og derefter i Byrådet, inden der kan træffes endelig beslutning om projektet.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Brian Roed (A), Formand for Social- og Sundhedsudvalget, på telefon 30 30 29 02 eller mail: broed@viborg.dk

https://viborg.dk/om-kommunen/nyheder-og-presse/nyheder/social-og-sundhedsudvalget-siger-ja-til-nyt-botilbud-med-24-pladser-14971448/

Kilde: Viborg Kommune