Forebyggende helbredsundersøgelser for 67-årige i Viborg Kommune reducerer dødeligheden markant

Foto: Viborg kommune.
dato

Et videnskabeligt studie fra Viborg Kommune viser, at forebyggende helbredsundersøgelser reducerer dødeligheden blandt 67-årige markant.

I perioden fra 2014 til 2019 blev alle 67-årige i Viborg Kommune inviteret til en forebyggende helbredsundersøgelse i Sundhedscenter Viborg som led i et fælles forebyggelsesprojekt med tilknyttet forskning. Formålet med indsatsen var at opdage tidlige tegn på hjertekarsygdomme og diabetes, så forebyggende tiltag kunne sættes i gang rettidigt. Borgere med tegn på begyndende sygdom fik tilbudt medicinsk behandling via hospitalet, lokale sundhedstilbud samt opfølgning hos egen læge.

Effekten af dette VISP-tilbud er blevet undersøgt i et nyt videnskabeligt studie. Forskerne sammenlignede data fra 5.412 borgere, som blev inviteret til undersøgelsen, med en tilsvarende gruppe på 16.236 personer, der ikke modtog invitation. 83,6 procent af de inviterede deltog, hvilket viser en stor opbakning til projektet.

De nye resultater, som er offentliggjort i European Heart Journal, viser, at den samlede dødelighed var betydeligt lavere blandt de inviterede sammenlignet med kontrollen. Efter fem års opfølgning var der 24 procent færre dødsfald blandt de inviterede borgere – både mænd og kvinder – sammenlignet med gruppen, der ikke blev inviteret.

Undersøgelserne for de 67-årige omfattede blandt andet målinger for åreforkalkning, udvidelse på legemspulsåren, forhøjet blodtryk og diabetes. Den største effekt blev observeret blandt borgere uden kendt hjertekarsygdom på forhånd.

Dette studie har udelukkende undersøgt de sundhedsmæssige fordele. Spørgsmålet om den økonomiske gevinst vil blive behandlet i et kommende studie i samme projekt.

Læs forskningsartiklen i European Heart Journal: https://doi.org/10.1093/eurheartj/ehag309

https://viborg.dk/om-kommunen/nyheder-og-presse/nyheder/viborg-forskning-indikerer-lavere-doedelighed-efter-forebyggende-helbredstjek-til-67-aarige-14910623/

Kilde: Viborg Kommune