Unge får direkte politisk indflydelse i Viborg med nyt ungebyråd fra 2026

Foto: Viborg kommune.
dato

Fra 2026 får unge i Viborg Kommune større politisk indflydelse gennem etableringen af et ungebyråd, hvor unge nu kan stille forslag direkte til Byrådet og politiske udvalg.

Fra 2026 oplever Viborg Kommune et skifte fra ungdomsråd til ungebyråd. Det giver unge fra 8. klasse til 24 år muligheden for at få indflydelse på kommunens politik ved at kunne indstille forslag og sager direkte til både Byrådet og Viborg Kommunes øvrige politiske udvalg.

Ungebyrådet består af 15 medlemmer. Forpersonskabet er konstitueret med Sejr Refsgaard Knudsen fra Viborg Katedralskole som forperson, og Maja Madsen samt Magnus Vorre – begge fra Viborg Gymnasium og HF – som henholdsvis 1. og 2. næstforperson. Sammen med resten af rådet lægger de vægt på, at alle medlemmer spiller en central rolle for ungebyrådets arbejde.

De unge byrådsmedlemmer har fordelt politikområderne imellem sig, så der er udpeget en ordfører til hvert af de politiske udvalg i Byrådet. Asger Fleng er økonomi- og erhvervsordfører, Magnus Vorre håndterer både børne- og ungdomsområdet samt social- og sundhed, Sejr Refsgaard Knudsen har ældre- og aktivitetsområdet, Maria Nielsen står for uddannelse og beskæftigelse, Maja Madsen tager sig af kultur og fritid, Mathias Bjerglund er teknisk ordfører, Ludvik Bjørkum håndterer klima og miljø, og Benjamin Vad er landdistriktsordfører.

Ud over disse poster har ungebyrådet nedsat egne udvalg, som tager hånd om andre temaer end kommunens eksisterende politiske udvalg – blandt andet Ungdomspolitisk Udvalg og Trivselsudvalget.

Ungebyrådet har et stort fokus på god organisering og kommunikation, både internt og eksternt, og arbejder på at opsøge flere aktører samt igangsætte initiativer, der kan gøre en forskel for unge i kommunen. Ambitionen er, at mindst ét konkret forslag bliver udviklet og sendt videre til behandling i løbet af 2026.

Læs mere om medlemmer, udvalg og deres arbejde, samt find referater fra de månedlige møder på Viborg Ungebyråds hjemmeside: http://viborg.dk/ungebyraad

For yderligere oplysninger kan Sejr Refsgaard Knudsen, formand for Viborg Ungebyråd, kontaktes på telefon 27 50 53 03 eller mail sejrrefsgaard@gmail.com. Kasper Holden Ladefoged, udviklingskonsulent i Stabs & Byrådssekretariatet, kan kontaktes på telefon 87 87 80 19 eller mail klad@viborg.dk.

https://viborg.dk/om-kommunen/nyheder-og-presse/nyheder/viborg-ungebyraad-traekker-i-arbejdstoejet-14799981/

Kilde: Viborg Kommune