Borgere i Viborg Kommune har nu mulighed for at søge om at komme på grundlisten over lægdommere, hvor 326 udvælges blandt de indkomne ansøgninger. Listen danner baggrund for Vestre Landsrets udtrækning af lægdommere, der skal vurdere straffesager i by- og landsret i perioden 2028-2031.
En lægdommer er en almindelig borger, som, valgt som domsmand eller nævning, deltager sammen med de juridiske dommere i sager om skyld og straf ved retten.
For at komme i betragtning skal man bo i Viborg Kommune, være mindst 18 år uden at fylde 75 år inden udgangen af 2026, være dansk statsborger, beherske dansk tilstrækkeligt, være ved godt helbred og have en ren straffeattest. Bestemte erhvervsgrupper, såsom dommere, advokater, ansatte i politiet og præster, kan ikke blive lægdommere.
Grundlisteudvalget i Viborg Kommune gennemgår alle ansøgninger og vælger de 326 personer, der skal på grundlisten. Det er derefter Vestre Landsret, der ved lodtrækning beslutter, hvem der får mulighed for at være nævning eller domsmand i perioden.
Der kræves ingen juridiske forkundskaber, og man modtager grundig information om rollen som lægdommer inden den første retssag. De udvalgte skal regne med at blive indkaldt omkring fire gange om året og modtager 1.100 kr. pr. mødedag.
Alle interesserede skal sende en ansøgning via https://viborg.dk/laegdommer senest 2. november 2026. På siden kan man læse mere om opgaven og finde invitation til informationsmøde i Retten i Viborg den 8. oktober 2026.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Allan Clifford på allanclifford.dk@gmail.com eller Martin Olesen på mox@viborg.dk.